Pressemeddelelse fra Luk Lejren-initiativet:
Med Luk Lejrens aktion og demonstration lørdag d. 25 oktober, blev det bevist at mange borgere ikke længere vil se stiltiende til mens asylansøgere krænkes i Sandholmlejren. De handlede derimod aktivt imod diskrimination og racisme. Omkring 2000 demonstranter deltog, både familier med børn, bedsteforældre og unge.
Anna Bågø udtaler: "Vi er meget imponerede og stolte over at så mange borgere tog turen til Allerød og på trods af massive tåregas angreb fra politiet holdt målet for øje, nemlig at kæmpe sammen mod racisme."
Pil Christensen fortsætter: "Luk Lejren er en succes fordi vi har formået at sætte asylpolitik og asylansøgeres manglende rettigheder på dagsordenen. Samtidig er det lykkedes at kritisere den rolle Røde Kors spiller i det danske asylsystem."
Politikerne skal tage ansvar
Flere af de ansvarlige politikere, der har udtalt sig omkring Luk Lejren, har forsøgt at reducere lørdagens mangfoldige protest til en lille flok ballademagere.
Anna Bågø udtaler: "Politikerne skal lade være med at tale udenom og i stedet forholde sig til det reelle problem. Vi kræver at de politikere indser konsekvenserne af deres inhumane asylpolitik, nemlig at borgerne i danske asyllejre nedbrydes og fuldstændig fratages muligheden for at handle i deres eget liv."
Pil Christensen fortsætter: "Vi ser os nødsaget til at tage civil ulydighed i brug og bryde loven, når et flertal i den grad krænker et mindretal. Aktionen i lørdags var netop civil ulydig og der blev ikke udøvet vold fra demonstranternes side. Vi brugte vores mobilitet og det lykkedes nogen at komme uden om politiet og klippe hegnet."
Asylansøgeres reaktion:
Repræsentanter fra Luk Lejren besøgte igen i dag beboerne i Sandholm lejren og evaluerede med de beboere der var i lejren under aktionen og med i demonstrationen.
Anna Bågø: "Mange af beboerne er forfulgt i deres hjemlande fordi de kæmper for demokratiske rettigheder og derfor udtrykte de stor glæde over lørdagens aktion og de håber at dette vil føre til politiske ændringer."
Pil Christensen: "Selvom nogle har sagt at aktionen ville skade asylansøgernes sag, blev det under lørdagens begivenheder tydeligt, at det er vigtigt at borgere skrider til handling og får sat fokus på de krænkelser af menneskers rettigheder, som dagligt finder sted i det danske asylsystem. Det er politikerne der skader asylansøgerne, ikke borgere, der er solidariske med hinanden."
Luk Lejrens aktion er udover Sandholmlejrens beboere også blevet rost af deltagere fra Bedsteforældre for Asyl, som er glade over at aktionen har bragt opmærksomhed om problemet.
Lørdagens aktion er det første skridt på vejen mod lige rettigheder og en værdig behandling alle borgere.
Vi kan ikke længere se på: Kampen for en retfærdig og menneskelig asylpolitik er kun lige begyndt... Alle kan være med!
Besøg LukLejren.dk
Monday, November 10, 2008
EUs FRONTEX-projekt mislykket
I årevis har EU udbygget grænseovervågningsmyndighederne Frontex med det formål at holde flygtninge ude af Europa. Nu har disse bureaukrater indrømmet, at deres projekt er slået fejl. Det har hele tiden været klart, at Frontex udelukkende ville resultere i en ændring af flygtningeruterne og at endnu flere mennesker ville miste livet i deres forsøg på at nå Europa.
I onsdags den 29.oktober 2008, kom en båd til ferieøen La Gomera. I båden var der 126 flygtninge - tre af dem var døde på vejen. Ifølge de kanariske medier har hverken Frontex eller de lokale kystvagter bemærket det. Antallet af flygtninge der kommer til De kanariske Øer er stigende og på den italienske ø Lampedusa har man siden årets begyndelse (2008) talt 24.000 flygtninge. På grund af den globale økonomiske krise vil antallet af flygtninge stige yderligere. Allerede nu er der en tydelig tendens til, at flere og flere mindreårige og kvinder begiver sig ud på den dødelige vej mod Europa. Dertil kommer at indvandrere rammes særlig hårdt af den økonomiske krise - det ses bla. i Spanien.
Skrevet af Medea Og Geronimo / Autonom Info Service
I onsdags den 29.oktober 2008, kom en båd til ferieøen La Gomera. I båden var der 126 flygtninge - tre af dem var døde på vejen. Ifølge de kanariske medier har hverken Frontex eller de lokale kystvagter bemærket det. Antallet af flygtninge der kommer til De kanariske Øer er stigende og på den italienske ø Lampedusa har man siden årets begyndelse (2008) talt 24.000 flygtninge. På grund af den globale økonomiske krise vil antallet af flygtninge stige yderligere. Allerede nu er der en tydelig tendens til, at flere og flere mindreårige og kvinder begiver sig ud på den dødelige vej mod Europa. Dertil kommer at indvandrere rammes særlig hårdt af den økonomiske krise - det ses bla. i Spanien.
Da Frontex startede sit arbejde i 2005, havde myndighederne et budget på 6,3 millioner Euro (ca. 44,1 mill. dkr). Da budgettet hele tiden blev udviddet, nåede det i 2008 op på en sum af 70 millioner Euro (490 mill.dkr.). Inden for tre år blev budgettet altså 11 gange så stort som ved starten. Formål: At holde uønskede indvandrere og flygtninge udenfor Europas tykke mure. Det er stadig uklart, hvordan budgettet vil se ud for 2009.
Diverse Europa parlamentarikere taler om Frontex-successen for at begrunde en forhøjelse af budgettet. "Frontex var en succes på De kanariske Øer" hedder det i en erklæring fra fire medlemmer af højrefraktionen i Det Europæiske Folkeparti (EPP-ED) fra Spanien, Grækenland, Malta og Cypern. De skrev bla.: "We want Frontex missions to be more effective and to become permanent in immigration hot spots, as illegal immigration cannot be combated on a part-time basis but all year round. This is why we are making sufficient resources available to achieve this." (1)
6000 mennesker mistede livet på vej til De kanariske Øer siden 2006
Men disse parlamentarikere har glemt at forhøre sig hos Frontex eller i flygtningenes hjemlande. Patruljerne mellem Afrika og Europa har ikke ændret noget som helst på det stigende antal flygtninge og indvandrere. Chefen for Frontex, Illka Latinen, har sågar indrømmet, at Frontex-missionerne er slået fejl. (2) Den 21. september 08 udtalte han, at patruljerne faktisk tiltrækker flygtningebådene, som bevidst søger i retning af Frontex-patruljerne for at redde flygtningene fra druknedøden. Faktum er imidlertid, at den forstærkede indsats i 2006 medførte, at omkring 6.000 mennesker mistede deres liv på vej til De kanariske Øer, fordi Frontex-patruljerne ved Marokko, Senegal og Mauretanien forhindrede flygtningene i at komme frem og dermed lod dem dø i havet.
To dage efter den usædvanlige udtalelse fra chefen for Frontex nåede det hidtil største antal flygtninge samlet De kanariske Øer, uden at de var blevet opdaget af de fly, helikoptere eller både, som Frontex benytter. 229 afrikanere befandt sig i den træbåd, som 55 sømil fra Tenerifas kyst blev opdaget af den spanske kystvagt og eskorteret i land. Alene i september 08 overlevede 1400 mennesker overfarten fra Vestafrika. Det er dobbelt så mange som i august.
Den farlige vej til Lampedusa
På den italienske ø Lampedusa er Frontex-projektet også slået fejl. Trods intensiv Frontex patruljering blev der i oktober dette år sat ny rekord på middelhavsøen: 217 mennesker sad d. 10. oktober i en overfyldt båd, som blev opdaget af den italienske kystvagt. To dage tidligere havde godt 1000 mennesker i primitive, overfyldte både overlevet overfarten fra Afrika til Lampedusa. Aldrig før er der kommet så mange på et enkelt døgn.
Flygtningeruterne har delvis ændret sig for dem, der førhen vovede turen til De kanariske Øer. Den 300 km lange overfart til Lampedusa er sammenlignet hermed forholdsvis kort, men til gengæld meget farlig pga. de kraftige havstrømme. I 2007 kom ialt 14.200 flygtninge til Lampedusa, i 2008 er antallet indtil videre steget til 24.000.
Men også via Albanien eller via grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland kommer flere og flere mennesker ind i EU (3) De græske medier beretter, at 120.000 flygtninge venter i Tyrkiet på en mulighed for overfart. Indenrigsministeriet i Athen erklærede, at der i dette år er kommet mindst 99.000 indvandrere illegalt ind i Grækenland. Flygtningene og indvandrerne bliver yngre og yngre, og stadig flere kvinder begiver sig afsted på de farlige veje.
Den globale økonomiske krise skaber flere og flere flygtninge
År 2008 har været præget af sulterevolter i mange fattige lande - et tydeligt tegn på, at situationen tilspidses for de fattigste i denne verden. Der gives milliarder til at redde banker i krise, men når det drejer sig om nødhjælp eller katastrofehjælp er hjælpeberedskabet minimalt.
Det er først og fremmest de fattige lande, som lider under de stigende levnedsmiddelpriser. Og blandt de flygtninge som har klaret vejen til USA eller Europa rammer krisen hårdt, for de er ofte de første, der mister deres job i tider med stigende arbejdsløshed. I Spanien er antallet af indvandrere uden job oppe på mindst 190.000. De anviser mindre eller slet ingen penge til deres hjemlande, hvor hele landsbyer er afhængig af penge anvisningerne fra deres slægtning(e) i det rige Vesten. For at få flygtningene til at rejse "frivilligt" hjem udbetaler den spanske stat i to rater de arbejdsløshedspenge flygtningene har ret til. 40% i Spanien og 60% efter tilbagerejsen til deres hjemland. Det er en god forretning for Spanien, der har den højeste arbejdsløshed i EU. Når indvandrere rejser hjem skaffes der arbejdsløse ud af statistikken og den spanske stat beholder pensionsindbetalingerne. Money makes the world go around...
Noter:
1) Erklæringen: http://www.epp-ed.eu/Press/showpr.asp?PRControlDocTypeID=1&PRControlID=7892&PRContentID=13734&PRContentLG=en
2) Frontex chefens udtalelse: http://www.timesofmalta.com/articles/view/20080921/local/frontex-chief-admits-failure
3) Se artiklen No-Border-camp i Tyrkiet http://indymedia.dk/articles/369
Links:
Intet mennekse er illegalt! http://illegalt.mahost.org/
indymedia-madrid: http://madrid.indymedia.org/newswire/display/9043/index.php
Frontex (dansk side): http://europa.eu/agencies/community_agencies/frontex/index_da.htm
Relaterede artikler:
Udvidelsen af Fort Europa http://illegalt.mahost.org/article.php3?id_article=306
EU på konfliktkurs med Afrikas fiskere http://illegalt.mahost.org/
Haitis præsidentpalads angrebet af sultne http://modkraft.dk/spip.php?article7536&var_recherche=riots%20i%20Haiti
Globale sulterevolter http://indymedia.dk/articles/41
Offensiv: Knus Grænserne http://indymedia.dk/articles/454
Skrevet af Medea Og Geronimo / Autonom Info Service
Fortress Europe på Cypern
August 2008: Flere ankomne og flere ofre. Antallet af dødsfald langs EUs grænser er stadigt stigende, selvom antallet af ankomne er steget i det centrale og østlige Middelhav. Mindst 270 migranter og flygtninge døde i løbet af august ifølge Fortress Europes nyhedsarkiv. 179 af dem omkom mellem Libyen, Malta og Italien. Der var også ofre i farvandet mellem Algeriet og Sardinien (14 omkomne), i Spanien (45), Iran (30), Tyrkiet (1) og langs grænsen mellem Ægypten og Israel (1). Dette er den værste rapport siden starten af 2008. I mellemtiden fortsætter Fortress Europes korrespondent sin rejse langs Middelhavet. Efter rapporterne fra Grækenland, Israel og Tyrkiet er denne månesrapport dedikeret til den bekymrende situation for udokumenterede migranter i Cypern.
NICOSIA: Borgerkrigen i Sierra Leone varede fra1991 til 2001 og efterlod mindst 50.000 døde og hundredtusindvis af hjemløse flygtninge. Outhman var en af de sidstnævnte. Han flygtede mod Senegal i 2000, hvor det lykkedes ham at købe et falsk pas med et visum til Libanon. Et år senere ankom han i en båd med 23 mennesker til den nordlige kyst af øen Cypern. I dag er Outhman en blandt omkring 11.000 asylsøgere, som bor i Cypern. I fælden, som de siger.
I 2006 blev han interviewet af Sergio Serraino, som det lykkedes for at komme ind i Blok 10, den del af fænglset i Nicosia, som er dedikeret til administrativ internering af udokumenterede migranter. To år senere mødte vi ham i baggården ved NGOen Kisa i Nicosia. Han blev løsladt i maj 2008 efter 39 måneders fængsel og tre fejlslagne forsøg på at deportere ham. Han fik afslag på sin asylansøgning, og hans sag venter nu på behandling ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Han blev løsladt blot en uge før fængslet blev inspiceret af Europarådets Komite til Forebyggelse af Tortur (CPT). På det tidspunkt besluttede regeringen sig for at løslade alle de fanger, der havde været interneret i mere end seks måneder. Det skulle være et tegn på forandring i en stat, der ikke har nogen øvre grænse for, hvor længe migranter kan udsættes for administrativ internering. Men Outhmans liv er ikke længere det samme.
Jeg beder ham om at huske tilbage, men det er svært for ham. Hans hukommelse har fortrængt alt fra de smertefulde tre lange år. Lidt efter lidt finder hans bevidsthed tilbage til fortiden. Outhman fortæller, at han så mange flygtninge blive deporteret. En fra Kongo blev deporteret i 2006 og ifølge hans familie er han stadig forsvundet. Der var også en kurdisk familie med far, mor og fem børn, som blev deporteret til Tyrkiet, og en mand fra Sri Lanka, der blev sendt tilbage selvom hans kone boede i Cypern.
Et helt andet emne er de indsattes mentale helbred. Outhman vender ofte tilbage til det. Han så mange mænd miste håbet og græde som små børn. Selv forsøgte han at begå selvmord flere gange – det var hans eneste måde at slippe væk derfra. En anden måde var at miste forstanden. Ali fra Iran var for eksempel sund og rask, da han blev anholdt, men i fængslet begyndte han at blive forandret, indtil han tilbrage hele dagen i vildelser og vaskede hænder. Han døde en måned efter, han blev udvist. En anden iranker, Sajjad, blev paranoid. Han så sammensværgelser mod sig overalt og blev vred og opfarende. En dag førte politiet ham til det psykiatriske hospital Athalassa i Nicosia. Der var også en ung palæstinenser, Khalid, som var anbragt der. Han løb nøgen rundt i gangene og var konstant klar til at slås. En anden palæstinensisk dreng, Mohamed, benyttede i stedet enhver lejlighed til at skære sine håndled. Han sagde, at han ville dø – de ville deportere ham, men han var faktisk vokset op her i Cypern, hvor han ankom med sin familie, da han var barn.
Blok 10 er en del af fængslet i Nicosia. Dagen efter jeg mødte Outhman, besluttede jeg mig for at tage derhen. Det var let nok at komme ind, da jeg fortalte politiet, at jeg var en af Cs venner – han er en af de indsatte, som Outhman satte mig i telefonisk kontakt med. Cellerne befinder sig på begge sider af en lang korridor, der er lukket med en dør. I korridoren er der et fjernsyn, borde og air condition. Cellerne er to gange to en halv meter store og rummer en køjeseng hver. Indenfor i cellerne er der hverken air condition eller varme. Der er omkring halvtreds indsatte. De kan gå rundt i den trange, lukkede korridor, men de får kun en tur i gården på en time en gang om dagen. Af og til får de besøg af Theophany, en nonne fra Saint Joseph i Lanarca. Hun bringer dem tøj og beder med de kristne. Mindre ofte får de besøg af folk fra UNHCR. Resten af tiden er der absolut intet at lave fra morgen til aften i Blok 10.
Politibetjentene er nysgerrige efter mit besøg. Faktisk har C nægtet at se sin kone og deres børn i to uger. Han fortæller mig, at han protesterer mod interneringen. Han har været interneret i Blok 10 i syv måneder. Han er fra Nigeria og har boet i Cypern siden 2001. Han fik afslag på asyl den 16. maj i år, og nu har han ingen penge til at betale for en advokat til en appel-sag. Det er dog ikke hans eneste problem. C er nemlig gift med en fillipinsk kvinde, som bor i Nicosia, og de har to sønner på 5 og 3. Nu er den ældste af dem begyndt at spørge ham hvorfor… Hvorfor er han i fængsel? Er han en skidt person? Elsker han dem ikke? C har ikke kunnet finde nogen godt svar.
Cypern er 70 kilometer væk fra Tyrkiet og 100 km fra Syrien. To tredjedele af øen er regeret af Republikken Cypern, som har været medlem af EU siden maj 2004. Den nordlige del af øen hører under Den Tyrkiske Republik i Nordcypern, som blev erklæret efter en tyrkisk militær-intervension i 1974. Der bor godt 800.000 cypriotere og 170.000 immigranter på hele øen. Omkring 30.000 af de sidste er EU-borgere 60.000 er arbejdere fra udenfor EU (Filipinerne, Pakistan, Sri Lanka), som primært er ansat som tjenestefolk eller i restauranter, 20.000 er grækere fra Kaukasus og 50.000 er udokumenterede – hovedsageligt folk fra Tyrkiet og Syrien.
Og så er der de omkring 11.000 asylsøgere, hvoraf de fleste kommer fra Syrien, Sri Lanka, Indien, Pakistan, Bangladesh, Irak, Palæstina, Iran og Georgien. Det er et forholdsvis lille antal, men det er nok til at give Cypern førstepladsen blandt EU-lande for antallet af asylsøgere i forhold til antallet af indbyggere. Indtil videre er der omkring 500 anerkendte flygtninge, og 95% af dem er irakere og palæstinensere. I 2007 var raten for anerkendelse af asyl 1,25% - en af de laveste i hele Europa - og der blev gennemført omkring 2.500 deportationer om året. Cristina Palmas, som er ansat ved UNHCR gav mig alle disse tal. Hende mødte jeg i hovedkvarteret for FNs mission i Cypern, UNFICYP.
Flygtningeloven blev vedtaget i 2000. I 2002 flyttede UNHCR alle sine sager over til Indenrigsministeriet. Det er en god lov, siger Palmas, men den bliver ikke overholdt. Hver asylansøger skal egentlig modtage 500 euro om måneden fra staten, men der var kun 300 som fik den hjælp i løbet af 2007. De resterende ti tusind asylsøgere er nødt til at overleve på anden vis i de to til fire år, der sag tager, men loven forbyder dem at arbejde. De har dog lov til at søge arbejde indenfor landbruget, men landbruget er i krise og har ikke brug for megen arbejdskraft, så lønnen er på 300 euro om måneden i et land, hvor en kop kaffe koster 3 euro. Palmas viser mig også det ene center med 43 pladser til husning af kvinder, børn og deres familier, der er bygget i et land med omkring 11.000 asylsøgere.
Centeret befinder sig fire kilomenter udenfor Kophinou, omkring halvfems kilometer sy for Nicosia. Det åbnede til husning af sigøjnere i 1997, og i 2003 blev det indrettet til asylsøgerne. Der er to rækker af containere placeret på en cement-gård med et hegn omkring i midten af bjergene. I hver container er der tre dobbeltværelser. Området er dog halvtomt, for mange har forladt det. Centeret er så isoleret, at de fleste foretrækker usikkerheden i hovedstaden.
Men Rachel blev i lejren. Hun er fra Cameroon, og hun har ventet på svar på hendes asylansøgning siden 2006. Hun tilbringer hele dagen med at chatte på internet-caféen. Der er ikke andet at lave her. Staten giver hende 80 euro om måneden. Hun må ikke arbejde bortset fra på landet. Jeg tog til Kophionou sammen med den congolesiske flygtning, Jonathan. Før vi tager afsted, beder han mig om at tage et billede af ham ved hegnet. ”Vi er i et bur”, joker han. Efter fire år i limbo har han stadig ironi.
Jonathan er et af spøgelserne fra en generation, der forsvandt fra Kivu i den såkaldt Demokratiske Republik Congo. De, der ikke er blevet dræbt, de flygtede, fortæller han. Han flygtede sammen med hele sin familie. Han arbejdede oprindeligt for en lokal NGO og som journalist. Faldet ned i Helvede begyndte for ham den 30. oktober 1996 i byen Goma, hvor han kom fra, da Banyamulenge-hæren bombede flygtningelejrene i Uvira-Bukavu-Goma. Tusindvis af mennesker døde, og den første krig startede, da Congos regering gik imod rebellerne fra det tidligere Zaire.
Jonathan flygtede. Først til Uganda, så ind i Kenya. I 2004 lykkedes det ham at flygte fra Nariobi til Damaskus i Syrien, og derfra krydsede han illegalt den tyrkiske grænse ved Hatay og kom til Istanbul. Han havde oprindeligt tænkt på at tage til Grækenland, men overbeviste sig selv om, at Cypern også kunne være det rigtige valg, eftersom de netop var kommet ind i EU. Han købte et falsk pas og flygtede til Erçan, lufthavnen i den nordlige, tyrkiske del af øen. Nogle få dage efter blev han taget af det cypriotiske politi, mens han krydsede grænsen ved den grønne linie i Nicosia sammen med fire andre. Jonathan fik en skade i benet, da han hoppede ned fra den mur, der adskiller den tyrkiske del af byen fra den græske. En af betjentene slog ham igen og igen på benet, inden de blev sendt tilbage. Jonathan kunne ikke gå, men det lykkedes ham alligevel at komme igennem pigtrådshegnet nogle få timer senere, slæbende på det ene ben. Ved en tilfældighed fandt en anden congoleser ham på vejen og gav ham husly i sit hjem, indtil hans ben var helet.
Fire år efter venter Jonathan stadig på svar på sin asylansøgning. Han har overlevet takket været et velfærdsprogram. I mellemtiden er det også lykkedes ham at skaffe et studie-visum til sin kone. Nu venter de barn. Et barn vil hjælpe dem med at lægge denne tid i limbo bag sig og se mod fremtiden. De ønsker ikke at blive ligesom Joao, en anden congoleser, som kommer til Kisas internetcafé hver dag, for manisk at spørge om de har set de papirer, han har mistet… Han har mistede desværre også forstanden efter for mange måneder i Blok 10. Jeg kan høre ham, mens jeg skriver de sidste sætninger i denne artikel i den samme internetcafé.
Foran mig smiler Durjan bag skærmen. Han har langt om længe sendt nogle billeder af sig selv til Nepal. Han ankom til Cypern i 2003, og hans søn, som nu er ni år, bor stadig med sin mor i Nepal. Nu vil han ikke længere glemme sin fars ansigt, som han ellers har gjort efter fem års adskillelse.
For mere information om Cypern:
Parlement Européen: Rapport de visite à Chypre
Skrevet af Gabriele del Grande for FortressEurope.blogspot.com, oversat af Ole Sandberg
NICOSIA: Borgerkrigen i Sierra Leone varede fra1991 til 2001 og efterlod mindst 50.000 døde og hundredtusindvis af hjemløse flygtninge. Outhman var en af de sidstnævnte. Han flygtede mod Senegal i 2000, hvor det lykkedes ham at købe et falsk pas med et visum til Libanon. Et år senere ankom han i en båd med 23 mennesker til den nordlige kyst af øen Cypern. I dag er Outhman en blandt omkring 11.000 asylsøgere, som bor i Cypern. I fælden, som de siger.
I 2006 blev han interviewet af Sergio Serraino, som det lykkedes for at komme ind i Blok 10, den del af fænglset i Nicosia, som er dedikeret til administrativ internering af udokumenterede migranter. To år senere mødte vi ham i baggården ved NGOen Kisa i Nicosia. Han blev løsladt i maj 2008 efter 39 måneders fængsel og tre fejlslagne forsøg på at deportere ham. Han fik afslag på sin asylansøgning, og hans sag venter nu på behandling ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Han blev løsladt blot en uge før fængslet blev inspiceret af Europarådets Komite til Forebyggelse af Tortur (CPT). På det tidspunkt besluttede regeringen sig for at løslade alle de fanger, der havde været interneret i mere end seks måneder. Det skulle være et tegn på forandring i en stat, der ikke har nogen øvre grænse for, hvor længe migranter kan udsættes for administrativ internering. Men Outhmans liv er ikke længere det samme.
Jeg beder ham om at huske tilbage, men det er svært for ham. Hans hukommelse har fortrængt alt fra de smertefulde tre lange år. Lidt efter lidt finder hans bevidsthed tilbage til fortiden. Outhman fortæller, at han så mange flygtninge blive deporteret. En fra Kongo blev deporteret i 2006 og ifølge hans familie er han stadig forsvundet. Der var også en kurdisk familie med far, mor og fem børn, som blev deporteret til Tyrkiet, og en mand fra Sri Lanka, der blev sendt tilbage selvom hans kone boede i Cypern.
Et helt andet emne er de indsattes mentale helbred. Outhman vender ofte tilbage til det. Han så mange mænd miste håbet og græde som små børn. Selv forsøgte han at begå selvmord flere gange – det var hans eneste måde at slippe væk derfra. En anden måde var at miste forstanden. Ali fra Iran var for eksempel sund og rask, da han blev anholdt, men i fængslet begyndte han at blive forandret, indtil han tilbrage hele dagen i vildelser og vaskede hænder. Han døde en måned efter, han blev udvist. En anden iranker, Sajjad, blev paranoid. Han så sammensværgelser mod sig overalt og blev vred og opfarende. En dag førte politiet ham til det psykiatriske hospital Athalassa i Nicosia. Der var også en ung palæstinenser, Khalid, som var anbragt der. Han løb nøgen rundt i gangene og var konstant klar til at slås. En anden palæstinensisk dreng, Mohamed, benyttede i stedet enhver lejlighed til at skære sine håndled. Han sagde, at han ville dø – de ville deportere ham, men han var faktisk vokset op her i Cypern, hvor han ankom med sin familie, da han var barn.
Blok 10 er en del af fængslet i Nicosia. Dagen efter jeg mødte Outhman, besluttede jeg mig for at tage derhen. Det var let nok at komme ind, da jeg fortalte politiet, at jeg var en af Cs venner – han er en af de indsatte, som Outhman satte mig i telefonisk kontakt med. Cellerne befinder sig på begge sider af en lang korridor, der er lukket med en dør. I korridoren er der et fjernsyn, borde og air condition. Cellerne er to gange to en halv meter store og rummer en køjeseng hver. Indenfor i cellerne er der hverken air condition eller varme. Der er omkring halvtreds indsatte. De kan gå rundt i den trange, lukkede korridor, men de får kun en tur i gården på en time en gang om dagen. Af og til får de besøg af Theophany, en nonne fra Saint Joseph i Lanarca. Hun bringer dem tøj og beder med de kristne. Mindre ofte får de besøg af folk fra UNHCR. Resten af tiden er der absolut intet at lave fra morgen til aften i Blok 10.
Politibetjentene er nysgerrige efter mit besøg. Faktisk har C nægtet at se sin kone og deres børn i to uger. Han fortæller mig, at han protesterer mod interneringen. Han har været interneret i Blok 10 i syv måneder. Han er fra Nigeria og har boet i Cypern siden 2001. Han fik afslag på asyl den 16. maj i år, og nu har han ingen penge til at betale for en advokat til en appel-sag. Det er dog ikke hans eneste problem. C er nemlig gift med en fillipinsk kvinde, som bor i Nicosia, og de har to sønner på 5 og 3. Nu er den ældste af dem begyndt at spørge ham hvorfor… Hvorfor er han i fængsel? Er han en skidt person? Elsker han dem ikke? C har ikke kunnet finde nogen godt svar.
Cypern er 70 kilometer væk fra Tyrkiet og 100 km fra Syrien. To tredjedele af øen er regeret af Republikken Cypern, som har været medlem af EU siden maj 2004. Den nordlige del af øen hører under Den Tyrkiske Republik i Nordcypern, som blev erklæret efter en tyrkisk militær-intervension i 1974. Der bor godt 800.000 cypriotere og 170.000 immigranter på hele øen. Omkring 30.000 af de sidste er EU-borgere 60.000 er arbejdere fra udenfor EU (Filipinerne, Pakistan, Sri Lanka), som primært er ansat som tjenestefolk eller i restauranter, 20.000 er grækere fra Kaukasus og 50.000 er udokumenterede – hovedsageligt folk fra Tyrkiet og Syrien.
Og så er der de omkring 11.000 asylsøgere, hvoraf de fleste kommer fra Syrien, Sri Lanka, Indien, Pakistan, Bangladesh, Irak, Palæstina, Iran og Georgien. Det er et forholdsvis lille antal, men det er nok til at give Cypern førstepladsen blandt EU-lande for antallet af asylsøgere i forhold til antallet af indbyggere. Indtil videre er der omkring 500 anerkendte flygtninge, og 95% af dem er irakere og palæstinensere. I 2007 var raten for anerkendelse af asyl 1,25% - en af de laveste i hele Europa - og der blev gennemført omkring 2.500 deportationer om året. Cristina Palmas, som er ansat ved UNHCR gav mig alle disse tal. Hende mødte jeg i hovedkvarteret for FNs mission i Cypern, UNFICYP.
Flygtningeloven blev vedtaget i 2000. I 2002 flyttede UNHCR alle sine sager over til Indenrigsministeriet. Det er en god lov, siger Palmas, men den bliver ikke overholdt. Hver asylansøger skal egentlig modtage 500 euro om måneden fra staten, men der var kun 300 som fik den hjælp i løbet af 2007. De resterende ti tusind asylsøgere er nødt til at overleve på anden vis i de to til fire år, der sag tager, men loven forbyder dem at arbejde. De har dog lov til at søge arbejde indenfor landbruget, men landbruget er i krise og har ikke brug for megen arbejdskraft, så lønnen er på 300 euro om måneden i et land, hvor en kop kaffe koster 3 euro. Palmas viser mig også det ene center med 43 pladser til husning af kvinder, børn og deres familier, der er bygget i et land med omkring 11.000 asylsøgere.
Centeret befinder sig fire kilomenter udenfor Kophinou, omkring halvfems kilometer sy for Nicosia. Det åbnede til husning af sigøjnere i 1997, og i 2003 blev det indrettet til asylsøgerne. Der er to rækker af containere placeret på en cement-gård med et hegn omkring i midten af bjergene. I hver container er der tre dobbeltværelser. Området er dog halvtomt, for mange har forladt det. Centeret er så isoleret, at de fleste foretrækker usikkerheden i hovedstaden.
Men Rachel blev i lejren. Hun er fra Cameroon, og hun har ventet på svar på hendes asylansøgning siden 2006. Hun tilbringer hele dagen med at chatte på internet-caféen. Der er ikke andet at lave her. Staten giver hende 80 euro om måneden. Hun må ikke arbejde bortset fra på landet. Jeg tog til Kophionou sammen med den congolesiske flygtning, Jonathan. Før vi tager afsted, beder han mig om at tage et billede af ham ved hegnet. ”Vi er i et bur”, joker han. Efter fire år i limbo har han stadig ironi.
Jonathan er et af spøgelserne fra en generation, der forsvandt fra Kivu i den såkaldt Demokratiske Republik Congo. De, der ikke er blevet dræbt, de flygtede, fortæller han. Han flygtede sammen med hele sin familie. Han arbejdede oprindeligt for en lokal NGO og som journalist. Faldet ned i Helvede begyndte for ham den 30. oktober 1996 i byen Goma, hvor han kom fra, da Banyamulenge-hæren bombede flygtningelejrene i Uvira-Bukavu-Goma. Tusindvis af mennesker døde, og den første krig startede, da Congos regering gik imod rebellerne fra det tidligere Zaire.
Jonathan flygtede. Først til Uganda, så ind i Kenya. I 2004 lykkedes det ham at flygte fra Nariobi til Damaskus i Syrien, og derfra krydsede han illegalt den tyrkiske grænse ved Hatay og kom til Istanbul. Han havde oprindeligt tænkt på at tage til Grækenland, men overbeviste sig selv om, at Cypern også kunne være det rigtige valg, eftersom de netop var kommet ind i EU. Han købte et falsk pas og flygtede til Erçan, lufthavnen i den nordlige, tyrkiske del af øen. Nogle få dage efter blev han taget af det cypriotiske politi, mens han krydsede grænsen ved den grønne linie i Nicosia sammen med fire andre. Jonathan fik en skade i benet, da han hoppede ned fra den mur, der adskiller den tyrkiske del af byen fra den græske. En af betjentene slog ham igen og igen på benet, inden de blev sendt tilbage. Jonathan kunne ikke gå, men det lykkedes ham alligevel at komme igennem pigtrådshegnet nogle få timer senere, slæbende på det ene ben. Ved en tilfældighed fandt en anden congoleser ham på vejen og gav ham husly i sit hjem, indtil hans ben var helet.
Fire år efter venter Jonathan stadig på svar på sin asylansøgning. Han har overlevet takket været et velfærdsprogram. I mellemtiden er det også lykkedes ham at skaffe et studie-visum til sin kone. Nu venter de barn. Et barn vil hjælpe dem med at lægge denne tid i limbo bag sig og se mod fremtiden. De ønsker ikke at blive ligesom Joao, en anden congoleser, som kommer til Kisas internetcafé hver dag, for manisk at spørge om de har set de papirer, han har mistet… Han har mistede desværre også forstanden efter for mange måneder i Blok 10. Jeg kan høre ham, mens jeg skriver de sidste sætninger i denne artikel i den samme internetcafé.
Foran mig smiler Durjan bag skærmen. Han har langt om længe sendt nogle billeder af sig selv til Nepal. Han ankom til Cypern i 2003, og hans søn, som nu er ni år, bor stadig med sin mor i Nepal. Nu vil han ikke længere glemme sin fars ansigt, som han ellers har gjort efter fem års adskillelse.
For mere information om Cypern:
Parlement Européen: Rapport de visite à Chypre
Skrevet af Gabriele del Grande for FortressEurope.blogspot.com, oversat af Ole Sandberg
Sunday, November 9, 2008
EU’s flygtninge- og migrationspolitik: Et ansvar for tredjelande?
Det, der mere end noget andet kendetegner EU og de europæiske staters flygtninge- og migrationspolitik, er ansvarsforflygtigelse. Mennesker på flugt eller anden tvungen migration bruges som kastebolde mellem stater og konventioner, og fællesnævneren for det meste af politikken, der føres i Europa på dette område, er: "det er ikke vores ansvar". I de tilfælde, hvor staterne faktisk har en politisk og juridisk forpligtelse til at tage ansvar, så findes der på nye konstruktioner, der skal sørge for, at man ikke havner i den situation.
Dette spil føres både imellem staterne og imellem EU og verden udenfor. Dublin-konventionen er et af de instrumenter, der skal sørge for, at ingen stater i EU behøver at leve op til det ansvar, de har, overfor flygtninge, der er kommet ind og søger om asyl. Den gør flygtninge til kastebolde imellem staterne, og deres fremtid og sikkerhed til et lotteri.
Af Ole Sandberg, redaktør for hjemmesiden ”Intet menneske er illegalt” og stud.cand. i filosofi ved Syddansk Universitet.
Artiklen har også været bragt i net-tidsskriftet Kritisk Debats temanummer om "EUs geopolitiske rolle", oktober 2008.
Dette spil føres både imellem staterne og imellem EU og verden udenfor. Dublin-konventionen er et af de instrumenter, der skal sørge for, at ingen stater i EU behøver at leve op til det ansvar, de har, overfor flygtninge, der er kommet ind og søger om asyl. Den gør flygtninge til kastebolde imellem staterne, og deres fremtid og sikkerhed til et lotteri.
I udkanten af Europa findes en lang række af instrumenter, der skal forhindre, at flygtninge nogensinde når det europæiske territorium, hvor de har ret til at søge asyl. Disse instrumenter er alle komponenter i det, der beskrives som "Fort Europa": et forsvarsværk, som skal afvise de mennesker, som - hvis de kunne komme ind - faktisk ville have ret til at blive.
Vi vil se nærmere på begge disse instrumenter, men først lidt om, hvilke rettigheder flygtninge principielt har, og det ansvar, staterne har rent juridisk.
Flygtninges rettigheder
Menneskerettighederne gælder i princippet for alle mennesker, men det er op til den enkelte stat at implementere dem. Det er alle stater som bekendt ikke lige gode til. På den ene side er der det, at rettighederne kan fortolkes og realiseres på mange forskellige måder, såsom retten til sundhed og uddannelse, der nogle steder blot tolkes som, "det vil vi da ikke forhindre dig i", og andre steder betyder, at staten sørger for, at det faktisk er tilgængeligt. På den anden side er der de situationer, hvor staterne åbent krænker borgernes menneskerettigheder med for eksempel tortur, fængsling uden fair rettergang, politisk eller etnisk forfølgelse osv.
Flygtninges rettigheder er tæt forbundet med den måde menneskerettighederne er konstrueret på. FN er ingen verdensstat og kan ikke garantere nogens rettigheder, men blot kritisere de stater, der overtræder dem. Da størstedelen af Verdens ledere efter den Anden Verdenskrig og nazismens uhyrligheder sagde "aldrig igen", og formulerede FNs Universelle Menneskerettighedserklæring, valgte de altså at bibeholde den samme magtbalance som før, og gjorde det op til den enkelte stat at sikre disse rettigheder overfor sine egne borgere. Tanken er, at eftersom hele verden er inddelt i stater, og alle mennesker således er borgere i en eller anden stat, så vil alle mennesker også have deres rettigheder garanteret i det omfang, deres stat lever op til menneskerettighedserklæringen. Dette er en tankegang med adskillige huller.
Når menneskerettighederne således i et stort omfang er henvist til at være borgerrettigheder, der kun giver staterne ansvar overfor egne borgere, så er der to alvorlige problemer: Dels tager denne konstruktion ikke højde for, at mennesker kan finde på at befinde sig udenfor de stater, de er borgere i, hvormed de mister en stor del af deres rettigheder, og dels giver det aldeles ingen sikkerhed til de mennesker, hvis stat enten ikke anerkender dem som borgere eller af andre grunde ikke har til hensigt at sikre deres rettigheder. Hvis en stat krænker sine borgeres menneskerettigheder, så er deres eneste mulighed ofte at flygte, hvormed de kommer til at befinde sig i en stat, der ikke er anvarlig for at garantere deres rettigheder. Vi er altså tilbage ved der, hvor vi startede før menneskerettighedserklæringen.
Hvis der skal være nogen mening med menneskerettighederne i en verden, der er inddelt i selvstændige stater, så er det altså tvingende nødvendigt, at give særlige rettigheder til folk, der af bestemte grunde har forladt deres stater, og forpligtelser til de stater, de kommer ind i. Derfor giver menneskerettighedserklæringen særlige rettigheder til flygtninge - mennesker, der har forladt deres stat, fordi deres liv, helbred eller frihed er i fare, hvis de bliver der, fordi deres stat ikke kan eller vil sikre dem. Disse rettigheder uddybes i flygtningekonventionen, som er et juridisk forpligtende dokument for de stater, der har underskrevet den, hvilket gælder alle lande i EU.
En af de vigtigste rettigheder, som særligt gælder for flygtninge og ikke for andre migranter, er, at de har ret til at krydse grænser uden de relevante dokumenter og uden forudgående tilladelse - ingen stat må straffe eller kriminalisere en flygtning for at have kommet ind i landet på en måde, der for alle andre ville være illegal. Derudover er det strengt forbudt at tilbagevise flygtninge - enten ved grænsen eller via senere udvisning - til et område, hvor de risikerer at blive forfulgt, tortureret m.v. Flygtninge skal have ret til at komme ind i et sikkert land og søge om asyl. Der er ingen bestemte krav til, hvad det indebærer at få tilstået asyl, men konventionen sætter som mål, at flygtninge skal kunne opnå samme rettigheder som landets borgere efter højst tre år.
Det er ikke alle flygtninge, der nyder godt af disse rettigheder - teknisk set skal man være "personlig forfulgt" af en stat eller statslignende aktør, som har udvalgt én af ganske bestemte grunde: politisk, etnisk, socialt eller religiøst tilhørsforhold. Det er altså hverken alle menneskerettighedskrænkelser eller alle livsfarlige situationer, man har "ret" til at flygte fra for at blive anerkendt, som "konventionsflygtning", og disse kriterier er meget åbne for fortolkning, hvilket naturligvis udnyttes, når staterne vil indskrænke antallet af anerkendte flygtninge.
Det europæiske asyllotteri
Når en flygtning har sat sin fod i et europæisk land, har vedkommende ret til at søge asyl, men det betyder ikke, at man så er i sikkerhed. De europæiske stater har vidt forskellige standarder for anerkendelse af asylansøgninger, og en anerkendt flygtning i ét land kan være "illegal" i et andet land. For eksempel har familier fra det tidligere Jugoslavien fået asyl i Frankrig efter at være blevet udvist af Danmark. Og Danmark og Grækenland giver stort set ikke asyl til nogen flygtninge fra Irak, selvom de med udgangspunkt i den samme konvention kan blive anerkendt i Sverige. Hvorvidt man kan få asyl i Europa er altså noget af et lotteri, hvor man skal være heldig at ankomme til en stat, hvis kriterier man opfylder.
Det betyder, at en flygtnings rejse ikke er slut, når han eller hun er kommet til Europa - den må fortsætte, ofte i årevis, indtil man har fundet et land, man kan få sikkerhed i. Denne sidste del af rejsen i det "demokratiske" Europa kan være lige så usikker som den første del af flugten, for hvis man bliver opdaget af myndighederne i en europæisk stat, der ikke anerkender flygtninge, som for eksempel Grækenland, så er man tvunget til at blive der og indgive en asylansøgning, der bliver afvist, hvorefter man bliver udvist.
Det er dog heller ikke nok, at man endelig er ankommet til et land, man kan gøre sig håb om at få asyl i, for i EU-staterne har en aftale, der gør det muligt at omgå flygtningekonventionen. Dublin-konventionen siger, at en flygtning skal indgive sin asylansøgning i den første EU-stat, han ankommer til, og giver alle andre EU-stater ret til at sende flygtninge tilbage dertil uden at behandle deres asylansøgning. Hvis det første land de satte fod i, er et land, der ikke anerkender dem som flygtninge, og altså ikke er er et "sikkert sted", så er en flygtning tvunget til at holde sin rute gennem Europa hemmelig for myndighederne i den stat, han endelig søger om asyl i, for ellers kan de afvise at behandle ansøgningen - men det er et "catch 22", for det at lyve for myndighederne kan også betyde, at man får afslag.
Hvis en flygtning er blevet opdaget af myndighederne i et land på vejen gennem Europa, så vil deres fingeraftryk og profil blive gemt i Schengen-systemets database, og selvom de opfylder kriterierne for at få asyl i Danmark, så kan de altså blive tilbagevist uden at Danmark behøver at overveje, om de er i sikkerhed. Så længe ét af de EU-lande, de har været i, har afvist dem eller vil gøre det, så er de ikke i sikkerhed noget sted i Europa, for så har alle andre stater ifølge EU ret til at afvise at tage stilling til deres sikkerhed.
For at tage et eksempel, så vil de fleste irakiske flygtninge komme ind i Europa via Tyrkiet og Grækenland. Grækenland anerkender 0% af irakiske flygtninge, så de er altså nødt til at holde sig skjult og forsøge at komme videre til for eksempel Italien eller nordpå - gerne til Sverige - for at komme i sikkerhed. Hvis de for eksempel bliver opdaget ved grænsen i Danmark, så bliver de tilbageholdt og er nødt til at indgive sin asylansøgning her. Men ansøgningen bliver ikke nødvendigvis behandlet, for Danmark kan vælge at sende dem tilbage til Tyskland eller snarere hele vejen tilbage til Grækenland, hvor de altså heller ikke får behandlet deres asylansøgning.
Det er ganske vidst ulovligt ifølge flygtningekonventionen, at tilbagevise flygtninge til et land, der ikke er sikkert, men EUs Dublin-konvention gør det muligt at gøre netop dette via "mellemmænd": Danmark har jo ikke gjort noget ulovligt ved at tilbagevise flygtninge til Grækenland. Ifølge Dublin-konventionen skal de jo søge om asyl i det første EU-land, de ankommer i, og det er da ikke Danmarks skyld, at Grækenland ikke har noget fungerende asylsystem. I øvrigt så bryder Grækenland heller ikke den del af konventionen, der forbyder dem at udvise flygtninge til det land, de risikerer at blive forfulgt i, for Grækenland har en aftale om at sende flygtninge videre til Tyrkiet. Fra Tyrkiet kan de så blive deporteret tilbage til Irak uden at nogen EU-stater teknisk set har brudt Flygtningekonventionen. Det er jo ikke nogen EU-landes ansvar, hvad Tyrkiet gør med deres flygtninge, ligesom det ikke er Danmarks ansvar, hvad Grækenland gør med deres.
Dette asyl-lotteri kombineret med Dublin-konventionen lægger et enormt pres på landene i udkanten af EU - i Syd- og Østeuropa. Det er jo af gode grunde disse lande, størsteparten af flygtningene ankommer til, og alle andre EU-stater kan frasige sig sit ansvar ved at tilbagevise asylansøgere der til. Når de europæiske lande således nægter at dele ansvaret for flygtninge, startes et "kapløb mod bunden", hvor de stater med de ringeste forhold for flygtninge sætter standarden, som tynges stadigt nedad. På trods af vores "undtagelse" fra EUs rets- og asylpolitik, ligger Danmark altså lunt placeret i midten af det fælles europæiske grænse- og asylregime, der er den indre del af "Fort Europa".
Bufferzonerne omkring Europa
Flygtninge har ret til at søge og få asyl i et sikkert land, men FNs Flygtningekonvention siger ikke noget om, hvilket land. EUs Dublin-konvention gør det altså muligt for de fleste EU-lande, at sige "ikke hos os", idet den hævder, at de kun har ret til at søge om asyl i det første "sikre" land, de ankommer i - uanset om de faktisk er i sikkerhed der. Dette system rækker langt udover EUs grænser, for både EU og de enkelte stater opererer desuden med lister over såkaldte "sikre tredjelande", som flygtninge kan tilbagevises til uden at få behandlet deres asylansøgning, hvis de har været igennem disse lande under flugten. Ligesom internt i EU er det underordnet om disse stater har et velfungerende asylsystem eller om de sender flygtninge videre, og det er sågar ikke alle de stater, EU regner som "sikre tredjelande" og har deportationsaftaler med, som har underskrevet eller overholder Flygtningekonventionen.
Via fælles-europæiske eller mellemstatslige aftaler er alle EUs nabolande således inkluderet i EUs grænse-regime, hvor ansvaret for flygtninge skubbes stadigt længere ud indtil de havner i lejre langt udenfor Europa og sendes tilbage til de regimer, de oprindeligt flygtede fra. Da de fleste flygtninge er kommet ind i EU via et af nabostaterne, så er det altså pludselig de stater, der ifølge EU har det juridiske ansvar. Dette er en del af EUs overordnede og måske primære politik på flygtningeområdet, som går ud på at "eksternalisere" den praktiske udførsel af politikken - altså at den udføres udenfor Europa. De sydeuropæiske stater har således deportationsaftaler med de nordafrikanske stater, og de nye EU-medlemmer mod øst tilbageviser deres asylansøgere videre mod øst til f.eks. Ukraine.
Det er naturligvis ikke gratis at have lejre fyldt med flygtninge eller at arrangere masse-deportationer, og det er primært fattigere lande udenfor EU, som ender med at udføre denne - ulovlige - del af den europæiske asylpolitik. Derfor finansierer EU da også adskillige af de lejre udenfor EU, hvor flygtninge spærres inde under uhyggelige forhold, samt udførelsen af massedeportationer m.v. Dette er naturligvis officielt betegnet som støtte til "opbygningen af asylsystemet" i de pågældende lande. En stor del af denne økonomiske støtte går dog til at hjælpe disse lande med selv at holde flygtninge ude - altså officielt støtte til opbygning af grænsekontrollen - i form af militært udstyr, overvågningssystemer m.v.
Det er de færreste korrupte, menneskerettighedskrænkende regimer, der ikke med glæde tager imod militær og økonomisk støtte. Det eneste, de behøver at gøre for denne bistand, er, at lukke sine grænser, indføre indrejse- og udrejseforbud, opbygge sine militær- og politistyrker ved grænserne og internt i landet, indføre mere kontrol og øget repression, udføre razziaer og hus-ransagelser og bygge lejre til internering af "fremmede", der kommer ind i landet såvel som dem, EU sender tilbage dertil. I de tilfælde, hvor EUs nabostater, er modvillige til at udføre EUs ulovlige politik, er der andre pressionsmidler, idet bistands- og handelsaftaler såvel som visumaftaler med de pågældende lande selv, så deres egne borgere kan rejse ind i EU og arbejde, alle i stigende grad kobles sammen med aftaler om at holde flygtninge og andre migranter væk fra det europæiske territorium.
Udenfor lov og ret
Endelig har EU-landene i 2005 også oprettet deres egen fælles grænseovervågning i det såkaldte Frontex-agentur, som kan bistå tredjelande såvel som EU-landene med at overvåge migrationsruter til vands, til lands og i luften via biler, fly, skibe og avanceret kamera- og radarudstyr. En væsentlig del af samarbejdet med tredjelande er netop at tilbageholde og tilbagesende flygtninge og migranter, inden de når EU's grænser, og Frontex-agenturet har for nylig fået mandat til på eget initiativ at forhandle aftaler med tredielande samt at udføre egne operationer i internationalt farvand. Ifølge agenturet selv var det alene i 2006 ansvarligt for at opsnappe og tilbagevise 23.438 migranter på havet udenfor EUs farvand. Alle har ret til at sejle i internationalt farvand, men Frontex-agenturet tilbageviser altså disse mennesker på stedet og agerer grænsepatrulje langt udenfor grænserne. Både søens lov og flygtningekonventionen er altså sat ud af drift, når Frontex udfører operationer udenfor det europæiske territorium.
Det smarte for de europæiske stater ved denne "eksternaliseringspolitik" er, at de ikke er ansvarlige for de brutale menneskerettighedskrænkelser, der udføres udenfor Europa på indirekte opfordring fra EU. Flygtninge har ret til at søge om asyl, når de sætter deres fod på europæisk jord, men flygtningekonventionen siger intet om, at man ikke må forhindre dem i nogensinde at komme i nærheden af Europa. Størsteparten af EUs migrationspolitik foregår derfor udenfor EU, hvor menneskerettighederne og internationale konventioner, der er juridisk gældende indenfor EU, kan tilsidesættes.
Med Dublin-aftalen kan lande i midten af Europa altså flytte deres ansvar for flygtninge over på lande i udkanten af EU, og med diverse aftaler kan samtlige EU-stater altså flytte arbejdet med helt at udelukke flygtninge og migranter og krænke deres rettigheder over til nabostaterne uden for EU. EUs flygtningepolitik udføres således af stater som Libyen, Marokko, Ægypten, og Algeriet i Nordafrika, Ukraine og andre østeuropæiske lande, og så langt væk som Senegal og Mauretanien i Vestafrika. Alle er lande, der hverken lever op til flygtningekonventionen eller menneskerettighederne, men de spiller en vigtig rolle i arbejdet med at forhindre flygtninge i at nå til EU, hvor de dog ville have visse rettigheder. For at forhindre at de europæiske stater kommer til at skulle leve op til deres ansvar, bliver udførelsen af EUs grænsepolitik altså flyttet længere og længere væk. Fort Europa breder sig.
Fakta
Eksternalisering: Den proces, hvor udførelsen af en politik udliciteres til eksterne aktører, som når EUs bekæmpelse af migration foregår i lande udenfor Europa og i internationalt farvand, og når den privatiseres, så flyselskaber, sejlende m.v. er tvunget til at fungere som politi og grænsekontrol overfor migranter.
Ekstra-territorialisering: Det, at EUs migrationspolitik i stigende grad udføres udenfor de europæiske staters territorier - altså en del af eksternaliseringsprocessen. Formålet er at holde migranter tilbage, inden de når Europæisk juridisk område, hvor de har ret til at søge asyl samt andre rettigheder.
Dublin-konventionen: EU-aftale, der fastlægger, at EU-stater ikke behøver, at behandle en asylansøgning, hvis ansøgeren har befundet sig i et andet EU-land. Aftalen trådte i kraft i 1997 og blev i 2003 opgraderet til "Dublin II regulativet", som gælder for alle EU-lande samt Norge og Island. UNHCR kritiserer aftalen for ikke at beskytte flygtninges rettigheder idet medlemsstaterne har vidt forskellige standarder for anerkendelse af flygtninge. At man er afvist i ét land betyder altså ikke, at man ikke er rigtig FN-flygtning, men med Dublin-aftalen har man ikke ret til at søge om asyl i et andet medlemsland.
Frontex: En EU-institution, hvis formål er at håndtere alt, der har at gøre med kampen mod "illegal migration" og flygtninge. Oprindeligt bestod det i kortlægning af flygtninge-ruter og rådgivning til de Europæiske stater om, hvordan de kunne lukke disse ruter, samt koordinering af staternes grænsepatruljering. I dag råder Frontex også over egen udrustning og kan udføre patruljering på egen hånd samt lave diplomatiske aftaler med tredje-lande. Det fulde navn på det stadigt mere magtfulde agentur, der blev etableret i 2005 er "Det europæiske agentur for håndtering af operativt samarbejde ved den europæiske unions medlemsstaters ydre grænser", men Frontex opererer i dag langt udenfor de europæiske grænser, og har tilbagevist tusindvis af migranter på åbent hav.
Af Ole Sandberg, redaktør for hjemmesiden ”Intet menneske er illegalt” og stud.cand. i filosofi ved Syddansk Universitet.
Artiklen har også været bragt i net-tidsskriftet Kritisk Debats temanummer om "EUs geopolitiske rolle", oktober 2008.
Grænseløs grænsekontrol
EU’s migrationspolitik kan forstås som et grænseregime, der regulerer migrationen ved at sætte grænse mellem de mennesker, der er ønskede i EU og de, der ikke er. De sidstnævnte betegnes som ’illegale immigranter’, og mange kræfter og ressourcer sættes ind på at holde dem ude af EU. Siden 2005 har det operative grænsesamarbejde været reguleret af EU’s såkaldte grænseagentur ’Frontex’, som er blevet udstyret med både mange ressourcer og stor handlefrihed.
Af Asta Nielsen
Om morgenen lidt før klokken halv fem den 22. juni i år løb omkring 70 mennesker det spanske grænsepoliti over ende og brød gennem en grænsepost i Melilla, der er en spansk enklave i det nordligste Marokko. Efterfølgende afspærrede det spanske politi alle udgange fra grænseområdet på den spanske side, og ved gennemsøgning af området fandt grænsepolitiet mennesker, som havde gemt sig i blandt andet træer og affaldscontainere. De anholdt og fængslede næsten 50 ud af de 70, der havde brudt gennem grænsen. Hvor de resterende er - om de er lykkedes med at bryde ind i ’Fort Europa’, melder historien ikke noget om.
Samme aften anholdt de marokkanske myndigheder 28 mennesker, som forsøgte at bryde gennem grænseposten ind til Melilla. Alle de anholdte var migranter fra lande syd for Sahara, og med angrebet på den spanske grænsepost forsøgte de at komme ind i EU.
De er nødt til at tiltvinge sig vej ind i EU, fordi de ikke har de papirer, der kan give dem tilladelse til at krydse EU’s grænse. De betegnes af EU som ’illegale immigranter’, og som sådan bliver selve deres eksistens kriminaliseret. Det betyder, at de kan anholdes uden at have begået nogen form for det, man normalt forstår ved ’kriminalitet’.
Efter episoden i Melilla har de marokkanske myndigheder i offentligheden fremhævet deres store indsats i kampen mod den ’illegale’ migration, og har offentliggjort statistikker over, hvor mange immigranter, fortrinsvis fra lande syd for Sahara, de har anholdt i de seneste måneder. Desuden har en marokkansk borgmester i maj i år udtalt, at den ’irregulære’ immigration over den marokkansk-algeriske grænse er faldet med omkring 70 procent siden 2005, takket været landenes fælles indsats. Dette vidner om, at kontrollen af immigrationen mod EU ikke kun finder sted ved selve grænserne, men også slår igennem uden for EU.
EU’s grænseregime
Når EU’s grænsepolitik ikke kun handler om den egentlige kontrol ved grænserne, giver det mening at forstå den som et grænse-regime. Dette skal forstås som en generel politik i EU, der virker til at regulere immigrationen i forhold til, hvilke mennesker, der er ønskede, og hvilke der ikke er ønskede i EU. På et mere generelt plan bliver der altså sat grænse mellem ønskede og uønskede mennesker i EU. Denne reguleringspraksis finder sted på flere områder, og er som sådan ikke bundet til de territoriale grænseovergange.
’Udover kontrollen af de ydre grænser, reguleres immigrationen ved hjælp af mekanismer som fx fælles regler om visum, opholdstilladelse og asyl, fælles registreringssystem af ikke-EU-statsborgere, herunder asylansøgere, samt etablering af ’opsamlingslejre’ for flygtninge i lande uden for EU i samarbejde med de lokale myndigheder. Sådanne lejre findes blandt andet i Libyen og Ukraine.
For nylig har Europaparlamentet desuden vedtaget det såkaldte ’hjemsendelsesdirektiv’, der er en standardisering af medlemslandenes regler for fængsling og deportation af såkaldt ’illegale immigranter’, der opholder sig i EU. Med dette direktiv bliver det blandt andet muligt at fængsle mennesker i 18 måneder alene på baggrund af manglende tilladelse til at opholde sig i EU. Desuden er grænseregimets logik i spil, når fx kriminalitetsdømte uden et EU-statsborgerskab udover deres almindelige dom, kan få en udvisningsdom og efterfølgende deporteres. Dette har vi for nylig set i Danmark med deportationer af dømte irakere.
Protester mod EU’s grænseregime
Protesterne mod EU’s hårde kurs over for immigranter kommer fra flere sider og i forskellige former. I Danmark er deportationerne af de dømte irakere blevet mødt af protester fra aktivister, der har blokeret check-in skranker i Kastrup lufthavn og arrangeret larmedemonstrationer ved Københavns Byret under retssager mod udvisningstruede irakere.
EU’s nye ’hjemsendelsesdirektiv’ har mødt skarp kritik fra både FN, Amnesty International og flere latinamerikanske politikere, der truer med at afbryde handelssamarbejde med EU. Og i Polens hovedstad Warszawa samledes aktivister fra hele Europa 5. og 6. juni i år for at protestere mod EU’s såkaldte ’grænseagentur’ Frontex.
Frontex – EU’s grænseagentur
Frontex har eksisteret siden oktober 2005 og er en af de væsentligste operative enheder i relation til EU’s grænseregime. Deres operationer vidner om tiltagende militarisering af EU’s grænsekontrol. Frontex koordinerer det operationelle arbejde med at holde uønskede mennesker ude af EU gennem et samarbejde med nationale politi-, grænse-, militær- og efterretningsmyndigheder, med overnationale myndigheder som fx Europol, samt med myndigheder i ’tredje lande’, altså lande uden for EU.
Samarbejdet udmøntes i, at Frontex i samarbejde med nationale grænsemyndigheder udfører operationer mod migranter på vej mod EU. Dette gør de ved at overvåge migrationsruter mod EU med biler, fly og både, samt radar- og kameraudstyr. Udstyr som i overvejende grad leveres af Frontex. Dette gør desuden Frontex til en væsentlig aktør i et igangværende arbejde med at opbygge et egentligt grænseovervågningssystem i EU-regi, kaldet ’European Border Surveillance System’ (EUROSUR).
Desuden ’hjælper’ såkaldte ’eksperter’ fra Frontex de nationale myndigheder med at efterforske migrationsruter og -organisering, hvilket dels fører til anholdelser af dem, der har organiseret migranternes rejse, og dels er et vigtigt redskab for Frontex’ generelle efterretningsarbejde. I praksis varetager disse ’eksperter’ især forhør med tilbageholdte migranter.
Frontex har også igangsat udviklingen af det, de kalder ’rapid intervention packages’, en slags for-struktureret interventionsmodel, der af ’rapid border intervention teams (RABITs)’ kan sættes i gang i tilfælde, hvor en medlemsstat har brug for ’særlig assistance’ ved en ydre grænse fx ved forventninger om en pludselig stigning i antallet af immigranter fra bestemte lande.
Frontex tager sig ikke kun af at forhindre folk vejen ind i EU, også i forhold til den anden retning – ud af EU – koordineres der operationer. Her er de behjælpelige med at organisere, at medlemslande kan lave fælles hjemsendelsesoperationer af ’illegale immigranter’. I den forbindelse har EU-kommisionen for nyligt foreslået, at Frontex skal kunne købe eller leje sine egne fly til at varetage deportationerne. Hvis dette bliver praksis, kan det gøre det meget vanskeligt at gennemføre protester og modstand mod deportationerne.
Det er et væsentligt aspekt ved Frontex, at de udover at samarbejde med andre EU-instanser og medlemslande, også samarbejder med ’tredje lande’, altså lande uden for EU. De prioriterer her at samarbejde med lande, der anses som transit- eller oprindelseslande for de uønskede immigranter. Som del af dette samarbejde bliver nogle af samarbejdslandene erklæret for ’sikre tredje lande’, hvilket betyder, at migranter der har rejst igennem et sådant land kan tilbagesendes dertil. Samarbejde med ’tredje lande’ betyder også, at migranter kan tilbageholdes eller tilbagesendes allerede inden, de når EU’s grænse. Det er det, de marokkanske myndigheder fremhæver at have gjort, men også Frontex’ egne operationer udnytter denne mulighed.
Operationer ved den vestafrikanske kyst
Frontex har været meget aktive med at sætte ind mod migranter, der fra Afrikas vestkyst forsøger at komme til de spanske Kanariske Øer og dermed til EU i form af. På Frontex’ hjemmeside kan man læse om operationerne HERA I, II og III i 2006 og om HERA 2007’s første og anden fase. Disse fem operationer blev koordineret af Frontex og inddrog, udover de spanske grænsemyndigheder, Frontex’ ’eksperter’ og udstyr som fx fly, både, helikoptere og overvågningsudstyr. Operationen gik ud på at overvåge farvandet mellem Afrikas kyst og øerne, og tilbageholde og tilbagesende de migranter, der blev opdaget. Desuden blev tilfangetagne migranter afhørt for at finde ud af, hvordan migrationsforsøget havde fundet sted, så de kunne anholde de folk, der havde arrangeret bådturene.
Desuden koordinerede Frontex et samarbejde med Senegal og Mauretanien, hvilket betød, at de kunne patruljere helt tæt på den afrikanske kyst og dermed forhindre, at både med migranter overhovedet kom af sted, eller at de blev sendt tilbage, før de var kommet ret langt. Frontex roser sig ved at skrive, at de med denne praksis forhindrer mennesker i at begive sig ud på den farefulde færd og derved har ’reddet mere end tusind menneskeliv’, som de udtrykker det. Spørgsmålet er dog, om der ikke findes en bagside af medaljen. Menneskerettighedsgrupper, aktivister, forskere og journalister peger på, at den øgede overvågning af de mest anvendte ruter for migranter betyder, at de må forsøge at krydse farvandet på mere farlige steder, med endnu større risiko for ulykker til følge. Ifølge New York Times har FN estimeret, at omkring 6000 afrikanere døde eller forsvandt i deres forsøg på at nå De Kanariske Øer i 2007.
Men hvor EU ikke vil vide af Afrikas mennesker, vil de til gengæld gerne spise deres fisk. I samme artikel i New York Times kan man desuden læse om Ale Nodye fra Senegal, der har forsøgt at sejle sig selv og 87 andre afrikanere til EU, fordi der ikke længere er nok fisk i de farvande, hvor han normalt fisker, til at han kan leve af det. De manglende fisk skyldes, at fisketrawlere fra blandt andet EU, Kina og Rusland har overfisket farvandene ud for Afrikas nordlige vestkyst.
Udover HERA-operationerne har Frontex også operationer i Middelhavet, på Balkan, i Østeuropa – især Rumænien, i den Baltiske region og i Spanien og Portugal. Disse operationer finder både sted på havet, fra luften, på landjorden, ved grænseposterne og i lufthavne. Desuden har de sat ind ved større sportsarrangementer som fx VM i fodbold, hvor de vurderer en ’risiko’ for, at ’kriminelle’ og ’illegale immigranter’ vil forsøge at komme ind i EU i forbindelse med den store turisttilstrømning, som sådanne begivenheder giver anledning til.
’Intelligence driven’
Frontex bryster sig af, at deres operationer er ’intelligence driven’. Det vil sige, at de på baggrund af efterretninger udarbejder såkaldte ’risiko analyser’. Ud fra disse analyser prioriterer de, hvor og hvornår de skal sætte ind. Når Frontex’ operationer løber af stablen, går de ikke bare ud på at holde alle og enhver ude af EU. Deres operationer er netop rettet mod bestemte mennesker, som de på baggrund af deres ’risiko analyser’ slår ned på. Derfor fokuserer Frontex’ ’risiko analyser’ også altid på, hvilke af de uønskede nationaliteter, der er mest repræsenterede blandt de, der forsøger at komme ind i EU uden en tilladelse, samt hvor disse mennesker først og fremmest forsøger at krydse EU’s grænse. Fx viste en af deres analyser i 2007, at moldovere var dem, der oftest forsøgte at komme ’illegalt’ ind i EU ved den østlige grænse. Derfor satte Frontex en operation i gang mod moldovere ved den østlige grænse i Østrig, Ungarn, Slovakiet og Rumænien.
Disse analyser er baseret på, at det er nogle bestemte mennesker, der er uønskede, og betegnes som ’illegale immigranter’. Disse mennesker er dem, der ikke kan opnå en tilladelse til at opholde sig i EU, og disse tilladelser gives først og fremmest på baggrund af folks nationalitet, men også faktorer som uddannelse og indkomst spiller ind. Dermed bliver Frontex en del af det bredere grænseregime i EU, der går ud på at sætte grænse mellem de mennesker, der er ønskede i EU og de, som ikke er.
Kilder
- Frontexwatch
- No Border
- Intet menneske er illegalt
- Stop udvisningerne
- Frontex’ officielle hjemmeside
- ’70 inmigrantes entran en Melilla en avalancha’, artikel fra El País, 23. juni 2008.
- ‘Højlydte protester over EU-immigrantlov’, artikel fra Dagbladet Arbejderen, 25. juni 2008.
- ’Europe Takes Africa’s Fish, and Boatloads of Migrants Follow’, artikel fra New York Times, 14. januar 2008.
- Houtum, Henk van og Pijpers, Roos: ’The European Union as a Gated Community: The Two-faced Border and Immigration Regime of the EU’ bragt i tidsskriftet ‘Antipode’ 2007.
- For flere artikler om migration se også Gaia nr. 51 vinter 2005.
Denne artikel stammer fra Internationalt Forums tidsskrift Gaia #60, sommer 2008
Af Asta Nielsen
Om morgenen lidt før klokken halv fem den 22. juni i år løb omkring 70 mennesker det spanske grænsepoliti over ende og brød gennem en grænsepost i Melilla, der er en spansk enklave i det nordligste Marokko. Efterfølgende afspærrede det spanske politi alle udgange fra grænseområdet på den spanske side, og ved gennemsøgning af området fandt grænsepolitiet mennesker, som havde gemt sig i blandt andet træer og affaldscontainere. De anholdt og fængslede næsten 50 ud af de 70, der havde brudt gennem grænsen. Hvor de resterende er - om de er lykkedes med at bryde ind i ’Fort Europa’, melder historien ikke noget om.
Samme aften anholdt de marokkanske myndigheder 28 mennesker, som forsøgte at bryde gennem grænseposten ind til Melilla. Alle de anholdte var migranter fra lande syd for Sahara, og med angrebet på den spanske grænsepost forsøgte de at komme ind i EU.
De er nødt til at tiltvinge sig vej ind i EU, fordi de ikke har de papirer, der kan give dem tilladelse til at krydse EU’s grænse. De betegnes af EU som ’illegale immigranter’, og som sådan bliver selve deres eksistens kriminaliseret. Det betyder, at de kan anholdes uden at have begået nogen form for det, man normalt forstår ved ’kriminalitet’.
Efter episoden i Melilla har de marokkanske myndigheder i offentligheden fremhævet deres store indsats i kampen mod den ’illegale’ migration, og har offentliggjort statistikker over, hvor mange immigranter, fortrinsvis fra lande syd for Sahara, de har anholdt i de seneste måneder. Desuden har en marokkansk borgmester i maj i år udtalt, at den ’irregulære’ immigration over den marokkansk-algeriske grænse er faldet med omkring 70 procent siden 2005, takket været landenes fælles indsats. Dette vidner om, at kontrollen af immigrationen mod EU ikke kun finder sted ved selve grænserne, men også slår igennem uden for EU.
EU’s grænseregime
Når EU’s grænsepolitik ikke kun handler om den egentlige kontrol ved grænserne, giver det mening at forstå den som et grænse-regime. Dette skal forstås som en generel politik i EU, der virker til at regulere immigrationen i forhold til, hvilke mennesker, der er ønskede, og hvilke der ikke er ønskede i EU. På et mere generelt plan bliver der altså sat grænse mellem ønskede og uønskede mennesker i EU. Denne reguleringspraksis finder sted på flere områder, og er som sådan ikke bundet til de territoriale grænseovergange.
’Udover kontrollen af de ydre grænser, reguleres immigrationen ved hjælp af mekanismer som fx fælles regler om visum, opholdstilladelse og asyl, fælles registreringssystem af ikke-EU-statsborgere, herunder asylansøgere, samt etablering af ’opsamlingslejre’ for flygtninge i lande uden for EU i samarbejde med de lokale myndigheder. Sådanne lejre findes blandt andet i Libyen og Ukraine.
For nylig har Europaparlamentet desuden vedtaget det såkaldte ’hjemsendelsesdirektiv’, der er en standardisering af medlemslandenes regler for fængsling og deportation af såkaldt ’illegale immigranter’, der opholder sig i EU. Med dette direktiv bliver det blandt andet muligt at fængsle mennesker i 18 måneder alene på baggrund af manglende tilladelse til at opholde sig i EU. Desuden er grænseregimets logik i spil, når fx kriminalitetsdømte uden et EU-statsborgerskab udover deres almindelige dom, kan få en udvisningsdom og efterfølgende deporteres. Dette har vi for nylig set i Danmark med deportationer af dømte irakere.
Protester mod EU’s grænseregime
Protesterne mod EU’s hårde kurs over for immigranter kommer fra flere sider og i forskellige former. I Danmark er deportationerne af de dømte irakere blevet mødt af protester fra aktivister, der har blokeret check-in skranker i Kastrup lufthavn og arrangeret larmedemonstrationer ved Københavns Byret under retssager mod udvisningstruede irakere.
EU’s nye ’hjemsendelsesdirektiv’ har mødt skarp kritik fra både FN, Amnesty International og flere latinamerikanske politikere, der truer med at afbryde handelssamarbejde med EU. Og i Polens hovedstad Warszawa samledes aktivister fra hele Europa 5. og 6. juni i år for at protestere mod EU’s såkaldte ’grænseagentur’ Frontex.
Frontex – EU’s grænseagentur
Frontex har eksisteret siden oktober 2005 og er en af de væsentligste operative enheder i relation til EU’s grænseregime. Deres operationer vidner om tiltagende militarisering af EU’s grænsekontrol. Frontex koordinerer det operationelle arbejde med at holde uønskede mennesker ude af EU gennem et samarbejde med nationale politi-, grænse-, militær- og efterretningsmyndigheder, med overnationale myndigheder som fx Europol, samt med myndigheder i ’tredje lande’, altså lande uden for EU.
Samarbejdet udmøntes i, at Frontex i samarbejde med nationale grænsemyndigheder udfører operationer mod migranter på vej mod EU. Dette gør de ved at overvåge migrationsruter mod EU med biler, fly og både, samt radar- og kameraudstyr. Udstyr som i overvejende grad leveres af Frontex. Dette gør desuden Frontex til en væsentlig aktør i et igangværende arbejde med at opbygge et egentligt grænseovervågningssystem i EU-regi, kaldet ’European Border Surveillance System’ (EUROSUR).
Desuden ’hjælper’ såkaldte ’eksperter’ fra Frontex de nationale myndigheder med at efterforske migrationsruter og -organisering, hvilket dels fører til anholdelser af dem, der har organiseret migranternes rejse, og dels er et vigtigt redskab for Frontex’ generelle efterretningsarbejde. I praksis varetager disse ’eksperter’ især forhør med tilbageholdte migranter.
Frontex har også igangsat udviklingen af det, de kalder ’rapid intervention packages’, en slags for-struktureret interventionsmodel, der af ’rapid border intervention teams (RABITs)’ kan sættes i gang i tilfælde, hvor en medlemsstat har brug for ’særlig assistance’ ved en ydre grænse fx ved forventninger om en pludselig stigning i antallet af immigranter fra bestemte lande.
Frontex tager sig ikke kun af at forhindre folk vejen ind i EU, også i forhold til den anden retning – ud af EU – koordineres der operationer. Her er de behjælpelige med at organisere, at medlemslande kan lave fælles hjemsendelsesoperationer af ’illegale immigranter’. I den forbindelse har EU-kommisionen for nyligt foreslået, at Frontex skal kunne købe eller leje sine egne fly til at varetage deportationerne. Hvis dette bliver praksis, kan det gøre det meget vanskeligt at gennemføre protester og modstand mod deportationerne.
Det er et væsentligt aspekt ved Frontex, at de udover at samarbejde med andre EU-instanser og medlemslande, også samarbejder med ’tredje lande’, altså lande uden for EU. De prioriterer her at samarbejde med lande, der anses som transit- eller oprindelseslande for de uønskede immigranter. Som del af dette samarbejde bliver nogle af samarbejdslandene erklæret for ’sikre tredje lande’, hvilket betyder, at migranter der har rejst igennem et sådant land kan tilbagesendes dertil. Samarbejde med ’tredje lande’ betyder også, at migranter kan tilbageholdes eller tilbagesendes allerede inden, de når EU’s grænse. Det er det, de marokkanske myndigheder fremhæver at have gjort, men også Frontex’ egne operationer udnytter denne mulighed.
Operationer ved den vestafrikanske kyst
Frontex har været meget aktive med at sætte ind mod migranter, der fra Afrikas vestkyst forsøger at komme til de spanske Kanariske Øer og dermed til EU i form af. På Frontex’ hjemmeside kan man læse om operationerne HERA I, II og III i 2006 og om HERA 2007’s første og anden fase. Disse fem operationer blev koordineret af Frontex og inddrog, udover de spanske grænsemyndigheder, Frontex’ ’eksperter’ og udstyr som fx fly, både, helikoptere og overvågningsudstyr. Operationen gik ud på at overvåge farvandet mellem Afrikas kyst og øerne, og tilbageholde og tilbagesende de migranter, der blev opdaget. Desuden blev tilfangetagne migranter afhørt for at finde ud af, hvordan migrationsforsøget havde fundet sted, så de kunne anholde de folk, der havde arrangeret bådturene.
Desuden koordinerede Frontex et samarbejde med Senegal og Mauretanien, hvilket betød, at de kunne patruljere helt tæt på den afrikanske kyst og dermed forhindre, at både med migranter overhovedet kom af sted, eller at de blev sendt tilbage, før de var kommet ret langt. Frontex roser sig ved at skrive, at de med denne praksis forhindrer mennesker i at begive sig ud på den farefulde færd og derved har ’reddet mere end tusind menneskeliv’, som de udtrykker det. Spørgsmålet er dog, om der ikke findes en bagside af medaljen. Menneskerettighedsgrupper, aktivister, forskere og journalister peger på, at den øgede overvågning af de mest anvendte ruter for migranter betyder, at de må forsøge at krydse farvandet på mere farlige steder, med endnu større risiko for ulykker til følge. Ifølge New York Times har FN estimeret, at omkring 6000 afrikanere døde eller forsvandt i deres forsøg på at nå De Kanariske Øer i 2007.
Men hvor EU ikke vil vide af Afrikas mennesker, vil de til gengæld gerne spise deres fisk. I samme artikel i New York Times kan man desuden læse om Ale Nodye fra Senegal, der har forsøgt at sejle sig selv og 87 andre afrikanere til EU, fordi der ikke længere er nok fisk i de farvande, hvor han normalt fisker, til at han kan leve af det. De manglende fisk skyldes, at fisketrawlere fra blandt andet EU, Kina og Rusland har overfisket farvandene ud for Afrikas nordlige vestkyst.
Udover HERA-operationerne har Frontex også operationer i Middelhavet, på Balkan, i Østeuropa – især Rumænien, i den Baltiske region og i Spanien og Portugal. Disse operationer finder både sted på havet, fra luften, på landjorden, ved grænseposterne og i lufthavne. Desuden har de sat ind ved større sportsarrangementer som fx VM i fodbold, hvor de vurderer en ’risiko’ for, at ’kriminelle’ og ’illegale immigranter’ vil forsøge at komme ind i EU i forbindelse med den store turisttilstrømning, som sådanne begivenheder giver anledning til.
’Intelligence driven’
Frontex bryster sig af, at deres operationer er ’intelligence driven’. Det vil sige, at de på baggrund af efterretninger udarbejder såkaldte ’risiko analyser’. Ud fra disse analyser prioriterer de, hvor og hvornår de skal sætte ind. Når Frontex’ operationer løber af stablen, går de ikke bare ud på at holde alle og enhver ude af EU. Deres operationer er netop rettet mod bestemte mennesker, som de på baggrund af deres ’risiko analyser’ slår ned på. Derfor fokuserer Frontex’ ’risiko analyser’ også altid på, hvilke af de uønskede nationaliteter, der er mest repræsenterede blandt de, der forsøger at komme ind i EU uden en tilladelse, samt hvor disse mennesker først og fremmest forsøger at krydse EU’s grænse. Fx viste en af deres analyser i 2007, at moldovere var dem, der oftest forsøgte at komme ’illegalt’ ind i EU ved den østlige grænse. Derfor satte Frontex en operation i gang mod moldovere ved den østlige grænse i Østrig, Ungarn, Slovakiet og Rumænien.
Disse analyser er baseret på, at det er nogle bestemte mennesker, der er uønskede, og betegnes som ’illegale immigranter’. Disse mennesker er dem, der ikke kan opnå en tilladelse til at opholde sig i EU, og disse tilladelser gives først og fremmest på baggrund af folks nationalitet, men også faktorer som uddannelse og indkomst spiller ind. Dermed bliver Frontex en del af det bredere grænseregime i EU, der går ud på at sætte grænse mellem de mennesker, der er ønskede i EU og de, som ikke er.
Kilder
- Frontexwatch
- No Border
- Intet menneske er illegalt
- Stop udvisningerne
- Frontex’ officielle hjemmeside
- ’70 inmigrantes entran en Melilla en avalancha’, artikel fra El País, 23. juni 2008.
- ‘Højlydte protester over EU-immigrantlov’, artikel fra Dagbladet Arbejderen, 25. juni 2008.
- ’Europe Takes Africa’s Fish, and Boatloads of Migrants Follow’, artikel fra New York Times, 14. januar 2008.
- Houtum, Henk van og Pijpers, Roos: ’The European Union as a Gated Community: The Two-faced Border and Immigration Regime of the EU’ bragt i tidsskriftet ‘Antipode’ 2007.
- For flere artikler om migration se også Gaia nr. 51 vinter 2005.
Denne artikel stammer fra Internationalt Forums tidsskrift Gaia #60, sommer 2008
Subscribe to:
Posts (Atom)