EU’s migrationspolitik kan forstås som et grænseregime, der regulerer migrationen ved at sætte grænse mellem de mennesker, der er ønskede i EU og de, der ikke er. De sidstnævnte betegnes som ’illegale immigranter’, og mange kræfter og ressourcer sættes ind på at holde dem ude af EU. Siden 2005 har det operative grænsesamarbejde været reguleret af EU’s såkaldte grænseagentur ’Frontex’, som er blevet udstyret med både mange ressourcer og stor handlefrihed.
Af Asta Nielsen
Om morgenen lidt før klokken halv fem den 22. juni i år løb omkring 70 mennesker det spanske grænsepoliti over ende og brød gennem en grænsepost i Melilla, der er en spansk enklave i det nordligste Marokko. Efterfølgende afspærrede det spanske politi alle udgange fra grænseområdet på den spanske side, og ved gennemsøgning af området fandt grænsepolitiet mennesker, som havde gemt sig i blandt andet træer og affaldscontainere. De anholdt og fængslede næsten 50 ud af de 70, der havde brudt gennem grænsen. Hvor de resterende er - om de er lykkedes med at bryde ind i ’Fort Europa’, melder historien ikke noget om.
Samme aften anholdt de marokkanske myndigheder 28 mennesker, som forsøgte at bryde gennem grænseposten ind til Melilla. Alle de anholdte var migranter fra lande syd for Sahara, og med angrebet på den spanske grænsepost forsøgte de at komme ind i EU.
De er nødt til at tiltvinge sig vej ind i EU, fordi de ikke har de papirer, der kan give dem tilladelse til at krydse EU’s grænse. De betegnes af EU som ’illegale immigranter’, og som sådan bliver selve deres eksistens kriminaliseret. Det betyder, at de kan anholdes uden at have begået nogen form for det, man normalt forstår ved ’kriminalitet’.
Efter episoden i Melilla har de marokkanske myndigheder i offentligheden fremhævet deres store indsats i kampen mod den ’illegale’ migration, og har offentliggjort statistikker over, hvor mange immigranter, fortrinsvis fra lande syd for Sahara, de har anholdt i de seneste måneder. Desuden har en marokkansk borgmester i maj i år udtalt, at den ’irregulære’ immigration over den marokkansk-algeriske grænse er faldet med omkring 70 procent siden 2005, takket været landenes fælles indsats. Dette vidner om, at kontrollen af immigrationen mod EU ikke kun finder sted ved selve grænserne, men også slår igennem uden for EU.
EU’s grænseregime
Når EU’s grænsepolitik ikke kun handler om den egentlige kontrol ved grænserne, giver det mening at forstå den som et grænse-regime. Dette skal forstås som en generel politik i EU, der virker til at regulere immigrationen i forhold til, hvilke mennesker, der er ønskede, og hvilke der ikke er ønskede i EU. På et mere generelt plan bliver der altså sat grænse mellem ønskede og uønskede mennesker i EU. Denne reguleringspraksis finder sted på flere områder, og er som sådan ikke bundet til de territoriale grænseovergange.
’Udover kontrollen af de ydre grænser, reguleres immigrationen ved hjælp af mekanismer som fx fælles regler om visum, opholdstilladelse og asyl, fælles registreringssystem af ikke-EU-statsborgere, herunder asylansøgere, samt etablering af ’opsamlingslejre’ for flygtninge i lande uden for EU i samarbejde med de lokale myndigheder. Sådanne lejre findes blandt andet i Libyen og Ukraine.
For nylig har Europaparlamentet desuden vedtaget det såkaldte ’hjemsendelsesdirektiv’, der er en standardisering af medlemslandenes regler for fængsling og deportation af såkaldt ’illegale immigranter’, der opholder sig i EU. Med dette direktiv bliver det blandt andet muligt at fængsle mennesker i 18 måneder alene på baggrund af manglende tilladelse til at opholde sig i EU. Desuden er grænseregimets logik i spil, når fx kriminalitetsdømte uden et EU-statsborgerskab udover deres almindelige dom, kan få en udvisningsdom og efterfølgende deporteres. Dette har vi for nylig set i Danmark med deportationer af dømte irakere.
Protester mod EU’s grænseregime
Protesterne mod EU’s hårde kurs over for immigranter kommer fra flere sider og i forskellige former. I Danmark er deportationerne af de dømte irakere blevet mødt af protester fra aktivister, der har blokeret check-in skranker i Kastrup lufthavn og arrangeret larmedemonstrationer ved Københavns Byret under retssager mod udvisningstruede irakere.
EU’s nye ’hjemsendelsesdirektiv’ har mødt skarp kritik fra både FN, Amnesty International og flere latinamerikanske politikere, der truer med at afbryde handelssamarbejde med EU. Og i Polens hovedstad Warszawa samledes aktivister fra hele Europa 5. og 6. juni i år for at protestere mod EU’s såkaldte ’grænseagentur’ Frontex.
Frontex – EU’s grænseagentur
Frontex har eksisteret siden oktober 2005 og er en af de væsentligste operative enheder i relation til EU’s grænseregime. Deres operationer vidner om tiltagende militarisering af EU’s grænsekontrol. Frontex koordinerer det operationelle arbejde med at holde uønskede mennesker ude af EU gennem et samarbejde med nationale politi-, grænse-, militær- og efterretningsmyndigheder, med overnationale myndigheder som fx Europol, samt med myndigheder i ’tredje lande’, altså lande uden for EU.
Samarbejdet udmøntes i, at Frontex i samarbejde med nationale grænsemyndigheder udfører operationer mod migranter på vej mod EU. Dette gør de ved at overvåge migrationsruter mod EU med biler, fly og både, samt radar- og kameraudstyr. Udstyr som i overvejende grad leveres af Frontex. Dette gør desuden Frontex til en væsentlig aktør i et igangværende arbejde med at opbygge et egentligt grænseovervågningssystem i EU-regi, kaldet ’European Border Surveillance System’ (EUROSUR).
Desuden ’hjælper’ såkaldte ’eksperter’ fra Frontex de nationale myndigheder med at efterforske migrationsruter og -organisering, hvilket dels fører til anholdelser af dem, der har organiseret migranternes rejse, og dels er et vigtigt redskab for Frontex’ generelle efterretningsarbejde. I praksis varetager disse ’eksperter’ især forhør med tilbageholdte migranter.
Frontex har også igangsat udviklingen af det, de kalder ’rapid intervention packages’, en slags for-struktureret interventionsmodel, der af ’rapid border intervention teams (RABITs)’ kan sættes i gang i tilfælde, hvor en medlemsstat har brug for ’særlig assistance’ ved en ydre grænse fx ved forventninger om en pludselig stigning i antallet af immigranter fra bestemte lande.
Frontex tager sig ikke kun af at forhindre folk vejen ind i EU, også i forhold til den anden retning – ud af EU – koordineres der operationer. Her er de behjælpelige med at organisere, at medlemslande kan lave fælles hjemsendelsesoperationer af ’illegale immigranter’. I den forbindelse har EU-kommisionen for nyligt foreslået, at Frontex skal kunne købe eller leje sine egne fly til at varetage deportationerne. Hvis dette bliver praksis, kan det gøre det meget vanskeligt at gennemføre protester og modstand mod deportationerne.
Det er et væsentligt aspekt ved Frontex, at de udover at samarbejde med andre EU-instanser og medlemslande, også samarbejder med ’tredje lande’, altså lande uden for EU. De prioriterer her at samarbejde med lande, der anses som transit- eller oprindelseslande for de uønskede immigranter. Som del af dette samarbejde bliver nogle af samarbejdslandene erklæret for ’sikre tredje lande’, hvilket betyder, at migranter der har rejst igennem et sådant land kan tilbagesendes dertil. Samarbejde med ’tredje lande’ betyder også, at migranter kan tilbageholdes eller tilbagesendes allerede inden, de når EU’s grænse. Det er det, de marokkanske myndigheder fremhæver at have gjort, men også Frontex’ egne operationer udnytter denne mulighed.
Operationer ved den vestafrikanske kyst
Frontex har været meget aktive med at sætte ind mod migranter, der fra Afrikas vestkyst forsøger at komme til de spanske Kanariske Øer og dermed til EU i form af. På Frontex’ hjemmeside kan man læse om operationerne HERA I, II og III i 2006 og om HERA 2007’s første og anden fase. Disse fem operationer blev koordineret af Frontex og inddrog, udover de spanske grænsemyndigheder, Frontex’ ’eksperter’ og udstyr som fx fly, både, helikoptere og overvågningsudstyr. Operationen gik ud på at overvåge farvandet mellem Afrikas kyst og øerne, og tilbageholde og tilbagesende de migranter, der blev opdaget. Desuden blev tilfangetagne migranter afhørt for at finde ud af, hvordan migrationsforsøget havde fundet sted, så de kunne anholde de folk, der havde arrangeret bådturene.
Desuden koordinerede Frontex et samarbejde med Senegal og Mauretanien, hvilket betød, at de kunne patruljere helt tæt på den afrikanske kyst og dermed forhindre, at både med migranter overhovedet kom af sted, eller at de blev sendt tilbage, før de var kommet ret langt. Frontex roser sig ved at skrive, at de med denne praksis forhindrer mennesker i at begive sig ud på den farefulde færd og derved har ’reddet mere end tusind menneskeliv’, som de udtrykker det. Spørgsmålet er dog, om der ikke findes en bagside af medaljen. Menneskerettighedsgrupper, aktivister, forskere og journalister peger på, at den øgede overvågning af de mest anvendte ruter for migranter betyder, at de må forsøge at krydse farvandet på mere farlige steder, med endnu større risiko for ulykker til følge. Ifølge New York Times har FN estimeret, at omkring 6000 afrikanere døde eller forsvandt i deres forsøg på at nå De Kanariske Øer i 2007.
Men hvor EU ikke vil vide af Afrikas mennesker, vil de til gengæld gerne spise deres fisk. I samme artikel i New York Times kan man desuden læse om Ale Nodye fra Senegal, der har forsøgt at sejle sig selv og 87 andre afrikanere til EU, fordi der ikke længere er nok fisk i de farvande, hvor han normalt fisker, til at han kan leve af det. De manglende fisk skyldes, at fisketrawlere fra blandt andet EU, Kina og Rusland har overfisket farvandene ud for Afrikas nordlige vestkyst.
Udover HERA-operationerne har Frontex også operationer i Middelhavet, på Balkan, i Østeuropa – især Rumænien, i den Baltiske region og i Spanien og Portugal. Disse operationer finder både sted på havet, fra luften, på landjorden, ved grænseposterne og i lufthavne. Desuden har de sat ind ved større sportsarrangementer som fx VM i fodbold, hvor de vurderer en ’risiko’ for, at ’kriminelle’ og ’illegale immigranter’ vil forsøge at komme ind i EU i forbindelse med den store turisttilstrømning, som sådanne begivenheder giver anledning til.
’Intelligence driven’
Frontex bryster sig af, at deres operationer er ’intelligence driven’. Det vil sige, at de på baggrund af efterretninger udarbejder såkaldte ’risiko analyser’. Ud fra disse analyser prioriterer de, hvor og hvornår de skal sætte ind. Når Frontex’ operationer løber af stablen, går de ikke bare ud på at holde alle og enhver ude af EU. Deres operationer er netop rettet mod bestemte mennesker, som de på baggrund af deres ’risiko analyser’ slår ned på. Derfor fokuserer Frontex’ ’risiko analyser’ også altid på, hvilke af de uønskede nationaliteter, der er mest repræsenterede blandt de, der forsøger at komme ind i EU uden en tilladelse, samt hvor disse mennesker først og fremmest forsøger at krydse EU’s grænse. Fx viste en af deres analyser i 2007, at moldovere var dem, der oftest forsøgte at komme ’illegalt’ ind i EU ved den østlige grænse. Derfor satte Frontex en operation i gang mod moldovere ved den østlige grænse i Østrig, Ungarn, Slovakiet og Rumænien.
Disse analyser er baseret på, at det er nogle bestemte mennesker, der er uønskede, og betegnes som ’illegale immigranter’. Disse mennesker er dem, der ikke kan opnå en tilladelse til at opholde sig i EU, og disse tilladelser gives først og fremmest på baggrund af folks nationalitet, men også faktorer som uddannelse og indkomst spiller ind. Dermed bliver Frontex en del af det bredere grænseregime i EU, der går ud på at sætte grænse mellem de mennesker, der er ønskede i EU og de, som ikke er.
Kilder
- Frontexwatch
- No Border
- Intet menneske er illegalt
- Stop udvisningerne
- Frontex’ officielle hjemmeside
- ’70 inmigrantes entran en Melilla en avalancha’, artikel fra El País, 23. juni 2008.
- ‘Højlydte protester over EU-immigrantlov’, artikel fra Dagbladet Arbejderen, 25. juni 2008.
- ’Europe Takes Africa’s Fish, and Boatloads of Migrants Follow’, artikel fra New York Times, 14. januar 2008.
- Houtum, Henk van og Pijpers, Roos: ’The European Union as a Gated Community: The Two-faced Border and Immigration Regime of the EU’ bragt i tidsskriftet ‘Antipode’ 2007.
- For flere artikler om migration se også Gaia nr. 51 vinter 2005.
Denne artikel stammer fra Internationalt Forums tidsskrift Gaia #60, sommer 2008
No comments:
Post a Comment